Lige før jul fik brugerne på NABO Center Amager, WeShelters socialpsykiatriske værested, en særlig royal gæst til årets sidste sociale madklub.
30. januar 2025
Hver tirsdag, året rundt, mødes frivillige i WeShelters sociale madklub på NABO Center Amager med psykisk sårbare mennesker, som har deres daglig gang på værestedet. Sammen tilbereder de et varmt og sundt måltid mad, som nydes i fællesskab.
Og en decemberaften lige før jul, kom en særlig gæst på besøg i madklubben, da Dronningen besøgte NABO Center Amager og den sociale madklub for at opleve, hvad fællesskabet i madklubben betyder for brugerne.
Derfor var bordene i caféen på NABO Center Amager dækket med fine, røde duge. Juletræet var pyntet. Og caféen emmede af julehygge og forventningsglæde inden Dronningens ankomst.
Som det første blev Dronningen inviteret i køkkenet. Her var brugere og frivillige i fuld gang med at tilberede aftenens måltid, Wienersnitzler og ris a la mande.

Mens der blev skåret kartofler og smuttet mandler fortalte brugerne Dronningen om, deres opgaver i køkkenet denne aften.
“Jeg kommer her hver dag, også juleaften”
Efter Dronningen havde været i køkkenet, var det tid til at samles i caféen. Her fik Dronningen indsigt i, hvad fællesskabet i madklubben betyder for brugerne på NABO Center Amager, som ofte har få eller ingen mennesker at dele aftensmaden eller livet med.

Dronningen spurgte ind til, hvordan brugerne havde det med juleaften. ”Det er en svær dag” svarede en, og flere nikkede. ”Jeg kommer her hver dag, også juleaften” sagde en anden.
Men selvom julen kan være en svær tid for brugerne på NABO, så var dagen, hvor Dronningen besøgte madklubben en helt særlig dag.
“Det var en stor oplevelse, og det betød meget, at hun ville komme på besøg og hilse på os”, fortæller Connie, som er bruger på NABO, og fortsætter:
”Jeg fik det bedre psykisk, fordi jeg havde noget stort at se frem til. Det var jo ikke ligefrem fru Hvemsomhelst, der kom’“.
Her en måned efter Dronningens besøg er det tydeligt for Betina Sandberg Christensen, leder af NABO Center Amager, hvilken betydningen besøget har haft for brugerne:
“Jamen, brugerne taler stadig meget om Dronningens besøg. Både de brugere, som mødte Dronningen, men også brugere, som ikke mødte Dronningen. De taler om, hvor stor en oplevelse og ære det var, at Dronningen valgte at komme lige præcis på vores lille hyggelige tilbud. Og de oplevede, at Dronningen var oprigtigt interesseret i deres liv. Denne særlige dag vil de sent glemme, og besøget var en stor anerkendelse af mennesker i vores samfund, som har det allersværest”.
H.M. Dronning Mary er protektor for WeShelter, Fonden Missionen blandt Hjemløse
I 2024 tiltrådte H.M. Dronning Mary som protektor for Fonden Missionen blandt Hjemløse, i daglig tale WeShelter. Besøget i den sociale madklub på NABO Center Amager er anden gang WeShelter byder H.M. Dronning Mary velkommen. Første gang var efteråret 2023 på det udendørs værested, Offsides Sociale Haver, som ligger ved Bispebjerg Hospital.
Fakta om de sociale madklubber
I WeShelters sociale madklubber bekæmper frivillige ensomhed og social isolation – et måltid ad gangen. Frivillige i de sociale madklubber skaber et inkluderende og positivt fællesskab, hvor madlavningen, måltidet og fællesskabet er de vigtigste ingredienser. WeShelter har 9 sociale madklubber på herberger, væresteder og i skæve boliger.