WeShelter styrker sin ledelse med en intern udnævnelse. Aja Bierring Kristoffersen er ny vicedirektør og skal sammen med direktør Ole Abildgaard Mikkelsen stå i spidsen for organisationen.
Gennem de seneste tre år har Aja Bierring Kristoffersen været en central del af WeShelters udvikling – senest i rollen som chef for fællesskaber og rådgivning. Her har hun spillet en vigtig rolle i udviklingen, udbredelsen og forankringen af WeShelters frivillige fællesskaber og rådgivningstilbud for mennesker i hjemløshed og social udsathed.
Som vicedirektør får Aja nu en større rolle i at styrke WeShelters sociale arbejde:
”WeShelter er et sted med stærke værdier, høj faglighed og et dybt engagement i mennesker, der alt for ofte bliver overset. Jeg er derfor glad for at træde ind i rollen som vicedirektør. Jeg glæder mig til sammen med kolleger, frivillige og samarbejdspartnere at videreudvikle det sociale arbejde og tage et større ansvar for at hjælpe mennesker i hjemløshed og social udsathed til bedre tilværelser”, siger Aja Bierring Kristoffersen.
Direktør Ole Abildgaard Mikkelsen er overbevist om, at det er den rigtige, der nu skal være vicedirektør i WeShelter:
“Aja Bierring Kristoffersen har gennem sit arbejde i WeShelter vist en særlig evne til at kombinere strategisk blik, menneskelig indsigt og stærk socialfaglig forståelse. Aja har været med til at udvikle og styrke vores organisation, og jeg er glad for, at hun har sagt ja til at være vicedirektør i WeShelter. Med Aja får WeShelter nemlig en stærk vicedirektør, som kan være med til at styrke arbejdet for at skabe et mere socialt retfærdigt og rummeligt samfund”, siger Ole Abildgaard Mikkelsen.
Aja Bierring Kristoffersen er uddannet sygeplejerske og har en kandidatuddannelse i sundhedsfremme, sundhedsstrategier og socialvidenskab fra Roskilde Universitet. Før Aja kom til WeShelter, var hun leder af Settlementets værested Gang i Gaden på Vesterbro i København.
Siden 1893 har WeShelter arbejdet for at skabe bedre vilkår for hjemløse og andre socialt udsatte mennesker med det enkelte menneskes værdighed som ledestjerne. I dag står WeShelter bag herberger, socialpsykiatriske væresteder og frivillige indsatser for mennesker i hjemløshed og social udsathed og arbejder samtidig for at styrke viden, kompetencer og samarbejde på socialområdet.



