Massage

I tryg kontakt med kroppen

En afslappende massage giver ro til nervesystemet, som ofte er mærket af i hårdt liv på gaden. Vores erfarne, frivillige massører skaber et trygt rum, de hjælper kroppen med at få fodfæste, så hovedet kan slippe bekymringerne om fortiden og fremtiden.

Hjemløse og socialt udsatte lever ofte isolerede liv, hvor positiv fysisk kontakt og omsorg hører til sjældenheder. Når isolation og ensomhed griber om sig, kan det være ødelæggende for både krop og sind. Derfor tilbyder vi gratis massage på vores herberger og væresteder.

Hvordan fungerer massageordningen?

Én gang om ugen får vores væresteder og herberger besøg af en massør, der giver gratis wellness-massage. Som massør i WeShelter bliver du tilknyttet ét af vores herberger eller væresteder, og du vil møde mennesker, hvis liv ofte er præget af psykisk lidelse, svage sociale netværk og/eller hjemløshed. Nogle har også et aktivt misbrug eller et misbrug bag sig. Massagens formål er at give ro og nærvær, løse op for fysiske og psykiske spændinger og lindre smerter og give større kropsbevidsthed.

Ellers foregår massagen på helt almindelige vilkår. Vi har briks, håndklæder, olie og hvad du ellers har brug for. På grund af den sårbare målgruppe er det meget vigtigt, at du har sans for at oplyse og informere om massageforløbet løbende og lytte til den enkelte massagebrugers ønsker, så alle har en god oplevelse.

Som frivillig arbejder du blandt en engageret personalegruppe, frivillige ildsjæle og søde brugere og beboere. Du vil få sparring på dit frivillige arbejde og en solid introduktion inden du starter.

Vores forventninger til dig som massør:
Har en massage- eller afspændingsfaglig uddannelse
Har lyst til at arbejde med socialt udsatte og psykisk sårbare mennesker over en længere periode
Kan give massage i 2 til 3 timer hver 14. dag
Er mødestabil
Kan sætte grænser og er robust
Vil deltage i 4 årlige netværksmøder i massagegruppen samt opkvalificerende kurser
Er en god sparringspartner for den anden massør på stedet og den øvrige frivilliggruppe
Vi tilbyder dig:
Et spændende og udfordrende fagrelevant frivilligt arbejde
Et indblik i en lukket verden
Interne kurser og faglige oplæg
Kvalificeret, faglig sparring med de øvrige frivillige og koordinatoren
Kursusbeviser og anbefaling fra organisationen
Nysgerrig eller interesseret?

Bliv frivillig

Eller send os en mail

Skriv lidt om dig selv, din baggrund og ikke mindst din motivation for at blive frivillig massør.
Skriv til kbf@weshelter.dk

Vi glæder os til at høre fra dig!

Støt hjemløse i Danmark

Giv hjemløse et værdigt liv.