Bliv praktikant og få viden om frivillighed, fællesskaber og socialt arbejde? 

Har du lyst til at få erfaring med at udvikle og koordinere sociale indsatser? Og vil du være med til at skabe meningsfulde fællesskaber for mennesker i udsatte positioner? Så er det måske dig, vi søger som praktikant til WeShelters sociale madklubber! 

I WeShelter arbejder vi for at bekæmpe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel. Det gør vi blandt andet gennem vores frivilligindsats sociale madklubber, hvor frivillige og deltagere mødes om madlavning, gode samtaler og et positivt fællesskab. 

Vi søger en nysgerrig og engageret praktikant til vores madklubteam fra februar til juni 2027, som har lyst til at få indblik i arbejdet som udviklingskonsulent i en social NGO. 

Hvad kommer du til at arbejde med?

Som praktikant bliver du en del af den daglige drift og udvikling af vores sociale madklubber. Du kommer til at arbejde tæt sammen med teamets udviklingskonsulenter og får mulighed for både at prøve kræfter med selvstændige opgaver og være med i større projekter. 

Dine opgaver kan bl.a. være:

  • Rekruttering af frivillige, herunder kontakt og samtaler med potentielle frivillige 
  • Opstart af nye madklubber, hvor du f.eks. er med til at koordinere med samarbejdspartnere, rekruttere frivillige og udvikle materialer 
  • Planlægning og koordinering af arrangementer, f.eks. aktiviteter og arrangementer for vores frivillige 
  • Udvikling og understøttelse af frivilligindsatser på tværs af WeShelter
  • Praktiske og administrative opgaver, der er en naturlig del af arbejdet med sociale indsatser

Fordi vi arbejder med mennesker, er vores hverdag ikke altid til at forudsige. Der opstår løbende nye opgaver og behov, og du vil derfor også få mulighed for at være med dér, hvor der er brug for dig. 

Vi er samtidig åbne for at tilpasse dele af praktikforløbet til dine interesser og kompetencer. 

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du er i gang med en relevant videregående uddannelse, f.eks. inden for samfundsvidenskab, sociologi, psykologi eller lignende. Men vi er åbne for forskellige uddannelsesbaggrunde. 

Det vigtigste for os er, at du: 

  • Er nysgerrig på mennesker og interesserer dig for socialt arbejde, civilsamfund og frivillighed
  • Har lyst til at tage ansvar og prøve kræfter med forskellige opgaver
  • Kan lide at samarbejde med andre, men også trives med selvstændige opgaver
  • Har mod på en hverdag, hvor du både er i kontakt med mennesker og løser opgaver ved skrivebordet

Hvad tilbyder vi dig?

Hos os får du mulighed for at omsætte din faglige viden til praksis og få erfaring med arbejdet i en social NGO. 

Du bliver en del af et engageret team, hvor der er plads til spørgsmål, sparring og nye idéer. Du får indblik i, hvordan vi samarbejder med frivillige, sociale tilbud og andre samarbejdspartnere om at skabe fællesskaber for mennesker i udsatte positioner. 

Vi lægger vægt på, at du får mulighed for at udvikle dig fagligt, tage ansvar og sætte dit eget præg på nogle af opgaverne undervejs. 

Praktisk information

  • Praktikperiode: Februar til juni 2027
  • Arbejdstid: Ca. 30 timer om ugen med mulighed for fleksibilitet i forhold til studie og eventuelt studiejob
  • Løn: Praktikken er ulønnet
  • Ansøgning: Vi afholder samtaler løbende

    Lyder det som noget for dig?

    Så send dit CV og en kort motiveret ansøgning til nytjob@weshelter.dk. 

    Har du spørgsmål til praktikforløbet, er du meget velkommen til at kontakte udviklingskonsulent Camille Cederberg på cc@weshelter.dk. 

    Vi glæder os til at høre fra dig! 

    Hvem er WeShelter?

    WeShelter er en del af Missionen blandt Hjemløse, der siden 1893 har udført socialt arbejde, med ønsket om at bekæmpe hjemløshed, ensomhed og psykisk mistrivsel.

    I WeShelter hjælper vi mennesker i udsathed både på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej og Ungeherberget Sporsløjfen på Østerbro, samt på en række socialpsykiatriske dagtilbud i København. Derudover har vi en stribe frivilligindsatser. Vi taler også udsattes sag og deler fortællinger fra livet, som det leves af mennesker på kanten af samfundet. Du kan læse mere om WeShelter og vores projekter på hjemmesiden.