Ledig stilling som løn- og HR-konsulent i WeShelter

I WeShelter arbejder vi for at gøre en værdig, værdifuld og markant forskel for mennesker i hjemløshed og andre former for social udsathed. Det kræver dygtige kolleger i vores sociale tilbud – og en dygtig ny kollega i sekretariatet, der sørger for, at løn, ansættelsesforhold og administration fungerer.

WeShelter søger en løn- og HR-konsulent, der har erfaring med lønadministration, kan lide at have styr på detaljerne og har lyst til at være en del af et sekretariat med et godt arbejdsfællesskab.

Du får ansvar for lønnen – og en vigtig rolle i vores HR-arbejde

Du får ansvar for lønadministrationen for omkring 85 medarbejdere. Heraf arbejder 25 i WeShelters sekretariat, mens omkring 60 er ansat på de selvejende sociale tilbud, som vi administrerer.

En af dine første opgaver bliver at være med til at fastlægge arbejdsgange og opbygge en ny struktur for vores lønadministration, som vi hidtil har varetaget i samarbejde med en ekstern leverandør.

Du skal kunne håndtere hele den månedlige lønproces fra indsamling og kontrol af oplysninger til lønkørsel, indberetninger og afstemninger. Vi har medarbejdere med både faste og skiftende arbejdstider og ansættelser med og uden overenskomst.

Du bliver også en vigtig samarbejdspartner for vores ledere og medarbejdere, når der opstår spørgsmål om løn, ferie, pension og ansættelsesforhold.

Dine vigtigste opgaver bliver at:

  • Sikre korrekt og rettidig løn til vores medarbejdere.
  • Håndtere lønindberetninger, pension, ferie, refusioner og lønafstemninger.
  • Udarbejde ansættelseskontrakter og varetage administration ved ansættelser og fratrædelser, herunder sikre god modtagelse og introduktion af nye kolleger.
  • Udarbejde barselsplaner og hjælpe med spørgsmål om barsel og ferie.
  • Bidrage med sparring om almindelige personalejuridiske spørgsmål og andre HR-opgaver.
  • Bidrage til at udvikle, forenkle og digitalisere vores administrative arbejdsgange, så vi udnytter systemernes muligheder bedst muligt.
  • Udarbejde indberetninger til blandt andet Danmarks Statistik, sikre korrekt fordeling af fællesomkostninger og understøtte korrekt tidsregistrering.

Vi bruger Lessor Payroll og Lessor Workforce. Det er et krav, at du har erfaring med Lessor Payroll og kan varetage lønadministrationen selvstændigt. Du behøver derimod ikke kende Lessor Workforce på forhånd.

I sekretariatet hjælper vi hinanden og løfter i flok. Derfor får du også nogle fælles administrative opgaver, for eksempel kontakt med leverandører, besvarelse af eksterne henvendelser og andre praktiske opgaver, der får hverdagen til at fungere.

Vi sætter pris på, at du er nysgerrig, tager ansvar og har lyst til at finde gode løsninger sammen med dine kolleger.

Hvem er du?

Du har en relevant faglig uddannelse, eksempelvis en kontoruddannelse med speciale i administration eller økonomi, og nogle års praktisk erfaring med lønadministration. Du er vant til at arbejde selvstændigt med lønkørsler og de regler og aftaler, der knytter sig til medarbejdernes løn. Har du også erfaring med HR og personaleadministration, er det en fordel, men det er ikke et krav.

Vi forestiller os, at du:

  • er grundig og systematisk og har sans for detaljerne.
  • kan arbejde selvstændigt og bevare overblikket, også når der er travlt.
  • er hjælpsom og imødekommende og møder både kolleger og ledere med et smil – også når spørgsmålene er mange.
  • har lyst til at arbejde med både løn, HR og andre administrative opgaver.
  • trives med ansvar og samtidig værdsætter at være en del af et fællesskab.
  • har flair for digitale løsninger og er nysgerrig på, hvordan teknologi kan gøre arbejdsdagen lettere og administrationen mere effektiv.

Du behøver ikke kende alle krinkelkroge i overenskomsterne eller alle HR-regler på forhånd. Vi lægger vægt på, at du har styr på lønarbejdet og lyst til at udvikle dig inden for HR.

En arbejdsplads med mening, medbestemmelse og gode kolleger

Du bliver en del af WeShelters sekretariat på Nørrebro. Vi er et mindre sekretariat med forskellige fagligheder, hvor du blandt andet får kolleger med solid erfaring inden for økonomi og en studentermedhjælper, der arbejder med bogholderi.

Du får et stort selvstændigt ansvar, men står ikke alene med opgaverne. Vi lægger vægt på faglig sparring, nysgerrighed og plads til forskellighed.

Hos os får du:

  • et selvstændigt og varieret job med mulighed for at præge dine opgaver og vores arbejdsgange.
  • engagerede kolleger og en ledelse, der bygger på tillid og inddragelse.
  • mulighed for at udvikle dine kompetencer inden for HR og personaleadministration.
  • en arbejdsplads, hvor dit arbejde bidrager til en vigtig social indsats.
  • fleksibilitet i tilrettelæggelsen af din arbejdstid.
  • mulighed for sundhedsforsikring.
  • løn på et niveau, der omtrent svarer til sammenlignelige stillinger i det offentlige.

Vi tager vores arbejde alvorligt, men heldigvis ikke altid os selv. Vi tror på, at god faglighed, tillid og godt humør sagtens kan gå hånd i hånd.

Praktiske oplysninger

Stillingen er på 30 timer om ugen, og vi aftaler sammen, hvordan timerne placeres. Der er gode muligheder for hjemmearbejde.

Din daglige arbejdsplads bliver WeShelters sekretariat på Slotsgade 2, 2200 København N.

Du skal også være indstillet på indimellem at besøge vores sociale tilbud rundt omkring i København. De ligger alle i cykelafstand fra sekretariatet. Der kan forekomme aftenarbejde 1-2 gange i kvartalet.

Tiltrædelse: Hurtigst muligt og senest 1. januar 2027.

Ansøgningsfrist: Torsdag den 5. november 2026 kl. 23.59.

Send din ansøgning og dit CV til nytjob@weshelter.dk, og skriv “Løn- og HR-konsulent” i emnefeltet.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag den 11. november 2026.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte økonomiansvarlig Signe Holck på telefon 22 35 29 50 eller mail sih@weshelter.dk.

Om WeShelter

Fonden Missionen blandt Hjemløse, i daglig tale WeShelter, er en af Danmarks ældste hjælpeorganisationer. Siden 1893 har vi udført socialt arbejde i Danmark.

Vi arbejder for, at mennesker i udsathed får bedre muligheder, bliver hørt og får indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres liv. Vi står bag herberger og væresteder, udvikler sociale fællesskaber og frivillige indsatser, styrker fagligheden på hjemløse- og udsatteområdet og hjælper mennesker til et godt liv i egen bolig.