---

I denne uge fejrer tusindvis af mennesker Pride i Københavns gader under overskriften ’Ens for alle’. En både festlig og alvorlig begivenhed med kamp for lige rettigheder, værdighed og muligheder for LGBT+-personer.

Når man lever i hjemløshed eller andre former for social udsathed, er behovet for hjælp og støtte stort.

Hjælpesystemet er imidlertid ikke ens for alle. For LGBT+-personer kan det at søge hjælp være forbundet med endnu en risiko: at blive mødt med mistro, fordomme eller afvisning.

Fortællinger fra virkeligheden i et svigtende system

I WeShelter møder vi hjemløse og andre socialt udsatte LGBT+-personer, der fortæller om ydmygende og uværdige oplevelser – både i mødet med fagpersoner og andre brugere på herberger, væresteder og i psykiatrien.

Jeg har mødt hjemløse transpersoner, der isolerer sig af frygt for vold og tilråb fra medbeboere og slet ikke tør søge hjælp på herberger.

Jeg har også mødt homoseksuelle, der bliver bedt om at skjule deres seksualitet eller mødes med grænseoverskridende spørgsmål fra personalet.

Fortællinger, der kunne være undgået med kompetencer, respekt og den afgørende anerkendelse, som den tyske filosof Axel Honneth kalder en grundforudsætning for menneskelig værdighed.

Hjælpen svigter, når fagpersoner mangler redskaber

I dag findes der kun få målrettede tilbud til udsatte LGBT+-personer. Det skal ændres. Selv de bedste tilbud virker ikke, hvis fagpersonerne ikke har redskaberne.

Mange fagpersoner er usikre på, hvordan de bedst støtter LGBT+-personer. De vil det rigtige, men mangler viden og værktøjer. Det gør det svært at give den rette hjælp.

I WeShelter har vi de seneste år gennemført LGBT+-kompetenceløft for flere hundrede ansatte på sociale tilbud overalt i Danmark.

De fleste melder positivt tilbage og fortæller, at de efterfølgende bruger redskaberne i hverdagen. Det kan altså lade sig gøre at løfte kompetencerne – men det kræver prioritering.

Man behøver ikke være ekspert i LGBT+-livsvilkår, men et grundlæggende kendskab til, hvordan diskrimination og manglende anerkendelse påvirker mennesker, er afgørende.

LGBT+-kompetencer åbner døren til hjælpen

Den gode relation starter med noget så enkelt som at blive mødt i øjenhøjde og med respekt. Det kræver tryghed i sproget og en forståelse af, hvad det eksempelvis vil sige at være nonbinær eller interkønnet.

Man skal kunne stille nysgerrige spørgsmål uden at overskride grænser og se hele mennesket – ikke kun LGBT+-identiteten.

Det kræver desuden indsigt i de dobbelte udfordringer, der kan opstå i krydsfeltet mellem social udsathed og minoritetsstatus.

Og det kræver viden om, hvordan man kan bygge bro til fællesskaber for mennesker, der står udenfor både det almindelige samfund og LGBT+-miljøet.

Inklusion i alle farver starter med viden og handling

Nogle socialt udsatte LGBT+-personer har erfaringer med chemsex, sex som overlevelsesstrategi og vanskeligheder med seksuel grænsesætning.

Andre kæmper for adgang til kønsbekræftende behandling. Her er der behov for LGBT+-specifik viden om krydset mellem rusmidler, seksualitet og udsathed. Og viden om transspecifik sundhed – og evnen til at møde disse temaer professionelt og uden fordømmelse.

Endelig skal vi skabe inkluderende miljøer. Det handler ikke kun om synlige regnbueflag og formulerede politikker, men også om konkret handling i hverdagen: at reagere prompte ved chikane eller grænseoverskridelser og at prioritere tryghed og anerkendelse som fundament for indsatsen.

Inkluderende miljøer opstår ikke af sig selv – de skal designes og vedligeholdes af ledelse og medarbejdere. Uden disse kompetencer risikerer vi at sende sårbare mennesker ud i større isolation.

Med dem kan vi skabe tilbud, hvor mennesker bliver set, anerkendt og støttet.

Tid til regnbuekompetencer, rummelighed og reel værdighed

Pride handler om lige rettigheder, værdighed og muligheder. Det skal også gælde, når man beder om hjælp i det sociale system. Her skal man kunne være hele sig selv og stadig få hjælp.

Når regnbuefanerne blafrer 16. august, skal budskaberne ikke kun fejres i gaderne, men tillige omsættes til handling i de socialpolitiske beslutningsrum, ved embedsværkets skriveborde og i hverdagen på sociale tilbud.

Så LGBT+ kompetenceudvikling bliver en fast del af faglig udvikling.

Derfor er mit budskab enkelt: Det er tid til regnbuekompetencer, rummelighed og reel værdighed i det sociale arbejde – så værdigheden kan blive ens for alle, også i mødet med det sociale system.