En eftermiddag i december fik de unge beboere på Ungeherberget Sporsløjfen et særligt besøg.
Stemningen var fuld af forventninger og nervøsitet på Ungeherberget Sporsløjfen, som er en del af WeShelter.
Mange af de unge beboere havde glædet sig i flere dage, for det er ikke hver dag, at en dronning træder ind ad døren.
På Ungeherberget Sporsløjfen bor unge mennesker i alderen 18 til 30 år. På trods af deres unge alder, bærer de på hårde livshistorier med svigt, psykisk sygdom og hjemløshed. Men denne eftermiddag i december var der plads til smil, grin og modige fortællinger.
Efter en rundvisning på ungeherberget satte Dronningen sig ned sammen med beboerne i fællesstuen og talte med dem om deres liv, håb og fremtidsdrømme:
“Jeg drømmer bare om mit eget hjem,” fortalte en af de unge. En anden delte ønsket om at komme tilbage på frisørstudiet og færdiggøre sin uddannelse, mens en tredje drømte om at blive taxachauffør.
Drømme, som de fleste kan spejle sig i, men som for mange hjemløse unge, som har været igennem mere end de fleste, kræver en hård kamp at nå.

Dronningen, som siden foråret 2024 har været protektor for WeShelter, lyttede opmærksomt og interesseret til de unge beboeres ærlige og modige fortællinger.
Direktør for Fonden Missionen blandt Hjemløse, WeShelter, Ole Abildgaard Mikkelsen, glæder sig over, at Dronningen valgte at besøge de unge beboere på Ungeherberget Sporsløjfen:
“Når man er ung og lever i hjemløshed, bærer man ofte på en tung bagage af svigt, psykisk sygdom og mange nederlag. Det sætter spor. Mange kæmper med at tro på deres egen værdi. Derfor betød det meget for de unge, at Dronningen valgte at komme her for at møde dem, lytte til deres fortællinger og høre om deres håb for fremtiden. Det var ikke bare et besøg, det var en stærk anerkendelse af dem som mennesker.”
Tusind tak til H.M. Dronning Mary for et rørende og meningsfuldt besøg, som de unge beboere vil bære med sig længe.



