Regeringens forslag om et midlertidigt huslejetilskud møder bred kritik fra organisationer på blandt andet hjemløseområdet.
Både Fagbevægelsens Hovedorganisation, BL – Danmarks Almene Boliger, Blå Kors Danmark, SAND – De hjemløses Landsorganisation, KL og flere andre peger på samme problem: Forslaget er en utilstrækkelig lappeløsning. Det rapporterer Socialmonitor, som har samlet op på de mange høringssvar om regeringens forslag til et midlertidigt huslejetilskud.
WeShelter deler kritikken, og vi har også tydeligt fremført i vores eget høringssvar.
I WeShelters daglige arbejde på herberger, socialpsykiatriske væresteder og i frivillige indsatser ser vi konsekvenserne af hjemløshed helt tæt på. Når mennesker mister deres hjem, mister de ikke blot en bolig, men også den ro, rytme og tryghed, som er afgørende for et værdigt liv.
Vi anerkender, at regeringen handler. Et midlertidigt huslejetilskud kan give kommunerne et akut redskab til at forebygge udsættelser og skabe kortvarig stabilitet for mennesker i meget sårbare livssituationer. Men et midlertidigt tilskud er ikke nok.
Som vi også understreger i vores høringssvar, løser forslaget ikke de strukturelle problemer, der skubber mennesker ud i hjemløshed. Det er en nødvendig aflastning her og nu, men det er ikke en løsning.
Derfor opfordrer WeShelter til, at regeringen klart anerkender, at de nye, lave satser for kontanthjælpen er en væsentlig årsag til hjemløshed. Når mennesker ikke kan betale huslejen, bliver risikoen for udsættelse og hjemløshed reel.
Samtidig er det vigtigt at sige det klart: De afsatte 15 millioner kroner kommer for sent og rækker ikke langt nok. Mennesker har allerede mistet deres hjem i 2025.
Hvis hjemløshed for alvor skal forebygges, kræver det mere end midlertidige puljer. Det kræver langsigtede løsninger, flere betalbare boliger og politisk mod til at adressere årsagerne og ikke kun symptomerne.
WeShelter bakker derfor op om den kritik, som mange organisationer har rejst i deres høringssvar. Vi står skulder ved skulder i opfordringen til en mere holdbar løsning.
Skriv under her og kræv løsninger, der virker.
Kontakt




