I foråret 2024 påtog Hendes Majestæt Dronning Mary sig hvervet som protektor for WeShelter.
Som en del af protektionen var WeShelter for andet år i træk inviteret til Kongeparrets nytårskur på Christiansborg, og i år deltog forperson for WeShelters bestyrelse, Henrik Vagner.
Nytårskuren var en særlig anledning til både at ønske Kongeparret godt nytår og til at sige tak for Dronning Marys store engagement i arbejdet for mennesker i hjemløshed og social udsathed.
Inden nytårskuren udtalte Henrik Vagner:
“Jeg glæder mig til at ønske kongeparret godt nytår – og især til at takke Hendes Majestæt Dronningen for hendes stærke engagement i WeShelters arbejde for at skabe bedre liv for hjemløse og socialt udsatte mennesker. Dronningen har allerede besøgt flere af vores tilbud: Offsides Sociale Haver, NABO Center Amager og senest Ungeherberget Sporsløjfen i december.
Ved hvert besøg har Dronningen mødt mennesker på kanten af samfundet med nærvær, omsorg og stor interesse for deres livshistorier. Det gør en forskel for mennesker, som har det allersværest i vores land. Vi er dybt taknemmelige for protektionen og ser frem til at fortsætte samarbejdet i det nye år.”
Dronning Marys protektion og hendes besøg i WeShelters tilbud betyder meget for både brugere, frivillige og medarbejdere og er med til at sætte fokus på mennesker i hjemløshed og social udsathed.
WeShelter ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Hendes Majestæt Dronning Mary i det nye år.



