Ny handlingsplan styrker indsatsen for hjemløse LGBT+ personer

En ny national LGBT+ handlingsplan for 2026–2029 sætter markant fokus på en gruppe, der ofte står helt i skyggen: hjemløse LGBT+ personer. Med planen afsættes der midler til at styrke den socialfaglige indsats målrettet en gruppe, der alt for ofte møder diskrimination og lever liv præget af utryghed og ensomhed.

LGBT+ personer i hjemløshed lever med en særlig dobbelt sårbarhed. Mange oplever hadtale, chikane, vold og trusler, både på gaden og på sociale tilbud. Flere fortæller, at de fravælger herberger af frygt for overgreb, og i stedet sover i opgange, kældre eller det fri. Samtidig viser undersøgelser, at målgruppen har markant højere risiko for ensomhed, psykisk mistrivsel og selvmordstanker.

Med den nye handlingsplan prioriterer regeringen og Det Konservative Folkeparti en særskilt indsats målrettet hjemløse LGBT+ personer, og det glæder direktør i WeShelter Ole Abildgaard Mikkelsen:

“Alt for mange hjemløse LGBT+ personer lever i konstant utryghed og isolation. Nogle vælger at sove i kældre og opgange frem for at opsøge herberger, fordi de frygter vold og diskrimination. Det siger alt om, hvor stort behovet er for målrettede og trygge indsatser. Derfor er det både vigtigt og rettidigt, at der nu sættes politisk fokus på netop denne gruppe”.

Aftalen afsætter midler til Projekt UDENFOR og WeShelter til at videreføre og udvikle socialfaglige indsatser målrettet hjemløse LGBT+ personer. Indsatserne skal blandt andet bidrage til mere inkluderende tilbud og øget faglighed blandt medarbejdere.

“I WeShelter er vi taknemlige for den tillid, som aftalepartierne viser os. Midlerne giver os mulighed for at videreføre, udbrede og styrke det socialfaglige arbejde for LGBT+ personer i hjemløshed og social udsathed, så flere hjemløse LGBT+ personer mødes med respekt og faglighed og oplever frihed til at være dem, de er,” udtaler Ole Abildgaard Mikkelsen.

Fakta om indsatsen

Den nationale LGBT+ handlingsplan løber fra 2026–2029 og har en samlet ramme på 24,4 mio. kr.
Der er afsat 2,8 mio. kr. til en styrket socialfaglig indsats for LGBT+ personer i hjemløshed, som bevilges til Projekt UDENFOR og WeShelter.
Midlerne afsættes til fortsættelse af det socialfaglige arbejde målrettet LGBT+ personer i hjemløshed, herunder formidlings- og opkvalificeringsarbejde rettet mod medarbejdere på socialfaglige tilbud, der møder målgruppen i deres arbejde.

Kontakt

Kasper Waale

Presse- og kommunikationskonsulent

kw@weshelter.dk
+45 29 39 39 86