Poul var 66 år, da han mistede alt. I dag bor han på herberg, og med små skridt bygger han sit liv op igen.  

Nogle historier er for svære at fortælle selv. En af dem er Pouls historie. Til vores første møde spurgte vi Poul, om han havde lyst til at være med i WeShelters podcast “Hvor bor bedste?” og fortælle sin historie. Men Poul kunne hurtigt mærke svaret.

“Jeg kunne mærke med det samme, at det at skulle fortælle min historie med egen stemme, det kunne jeg ikke. Det hele er alt for tæt på til, at jeg kan det.”

Men det betød stadig meget for Poul at fortælle sin historie. Poul vil gerne være anonym, derfor er Poul heller ikke hans rigtige navn.

“Jeg håber, at min historie kan være med til at hjælpe andre, som står i samme situation.”  

”Et liv som andre“

Ja, nemt har det sgu ikke været – men jeg er her stadig.”

Vi møder Poul i caféen på herberget Kollegiet på Gl. Køge Landevej i Valby, som er en del af WeShelter. Herberget har 74 værelser, hvor hjemløse kan få tag over hovedet og støtte og rådgivning til at komme ud af hjemløshed. Én af dem er Poul, som har boet på herberget, siden han i sommer blev hjemløs i en alder af 66 år.

I mange år var Pouls liv fyldt med familie, fritidsaktiviteter og masser af arbejde.

“Jeg tror, at jeg har haft et familieliv som de fleste, med hus, bil, kat og rideskole. Min kone og datter red meget, og så begyndte jeg også selv. Det var sgu dejligt med en lørdagsridetur i skoven med rådyrene omkring mig,” fortæller Poul med smil i øjnene.

Poul måtte desværre stoppe med at ride, da han fik en nerve i klemme i skulderen. Men i flere år tog han med datteren og konen ud på rideskolen og hjalp til, hvor der var behov.

Udover et aktivt familieliv, så har Poul også et langt arbejdsliv bag sig.

“Jeg er udlært mekaniker i 1974, men arbejdede kun med biler et par år. I stedet fik jeg arbejde som vicevært i et boligselskab, hvor jeg var i 14 år. Efter det fik jeg job på et metaltrykkeri, hvor vi lavede blikdåser til f.eks. maling og småkagedåser, som du kan købe med billeder af Nyhavn på, her var jeg i omkring 10 år. Derefter var jeg i et gardinfirma, hvor jeg også var i 10 år. Mit sidste arbejde var på et autoreservedelslager, hvor jeg endte med at være i syv år,” siger Poul, mens han tæller alle sine arbejdsår efter på fingrene.

Poul har ofte haft to jobs for at få det hele til at hænge sammen.

“I mange år tog jeg ekstra arbejde om aftenen, hvor jeg klippede grønne områder og sørgede for, at der var pænt og ordentligt. Jeg har også gjort rent i en børnehave. Ja, det har nok slidt på kroppen med dobbeltjob i mange år. Det var jo ikke meget søvn, jeg fik. Jeg husker en sommerfest i min søns børnehave, hvor jeg sad i festudvalget, der nåede jeg lige en times søvn, inden det var op og afsted på aftenarbejdet,” siger Poul.

Livet vælter

Årene tog hinanden, og Pouls børn blev store og flyttede hjemmefra. Og så begyndte Pouls ægteskab at visne.

“Vi var gift i 40 år. Men altså gnisten var væk, og vi var enige om at gå hver til sit. Det var en stille og rolig skilsmisse,” fortæller Poul med ro i stemmen.

Konen flyttede hurtigt i en lejlighed. Mens Poul blev boende i huset, indtil det var solgt, og han og katten kunne flytte til en lejlighed i Brøndby.

“Det var sgu en dyr lejlighed. Den kostede 12.500 kr., så der var ikke meget tilbage af min løn på 16.000 – 17.000 kr. Men det var det eneste, som jeg kunne få på det tidspunkt, så jeg måtte bare knokle for at kunne betale huslejen,” forklarer Poul og slår ud med armene. 

Men Pouls løn var ikke nok til at kunne betale udgifterne.

“Pengene blev ved med at blive mindre og mindre. Og jeg tænkte, hvordan klarer jeg det? Så begyndte jeg at søge efter små lån for at få det hele til at køre rundt. Det skulle jeg aldrig have gjort,” siger Poul med et alvorligt blik i øjnene.

På Facebook fik Poul kontakt til en mand, som gerne ville låne ham penge. Samtidig begyndte Poul at blive syg.

“Jeg fik det dårligere og dårligere. Men jeg blev ved med at møde op på jobbet, selvfølgelig.”

Men en dag var der ikke noget job at møde op til.

“Chefen synes, jeg var for langsom, og det var jeg også, men jeg var også den ældste i firmaet. Men altså så fyrede han mig bare efter syv år.”

Med en fyringsseddel i hånden gik Poul hjem. Og hurtigt blev han mere syg, men han forsøgte stadig at klare sig selv.

“Jeg har sgu aldrig spurgt nogen om hjælp. Jeg har altid ville klare det hele selv. Men den dag måtte jeg ringe efter ambulancen,” siger Poul og ser ned i bordet.

Død i tre minutter

Da ambulancen kom for at hente Poul, blev alt sort.

“Jeg åbnede døren, og så besvimede jeg. Lægen på hospitalet kunne se i min journal, at jeg var blevet genoplivet. Jeg var død i tre minutter,” siger Poul stille.

Poul er en høj mand, og da han blev indlagt på hospitalet, vejede han kun 47 kilo. Hans ene lunge var kollapset, og efter en scanning af lungerne kom lægen med en hård besked.

“Din ene lunge er kollapset efter en blodprop, og du har en kræftknude i den anden lunge, sagde lægen til mig. Lige der røg alt luft ud af mig,” fortæller Poul med blanke øjne.

Syg og svindlet

Mens Poul var indlagt på hospitalet og fik strålebehandling, var han desperat for at få betalt sine regninger, og at katten fik mad.

“Jeg bad manden, som ville låne mig penge, om også at hjælpe mig med at betale mine regninger og give katten mad,” forklarer Poul.

Poul ville ikke spørge sin datter om penge, fordi hun læste til SOSU-hjælper og kun havde sin SU at leve for. Heller ikke ekskonen eller sønnen rakte han ud til efter hjælp.

“Først var alt fint efter skilsmissen, men efter jeg kørte min ekskone hjem fra min datters 30-års fødselsdagsbrunch, så kunne jeg ikke få kontakt til hende. Så når døren er lukket, så er det svært for mig at bede om hjælp. Så jeg forsøgte at klare det hele selv, som altid.”  

Mens Poul ligger på hospitalet, mister han alt. Manden, som ville hjælpe ham, hæver hans pension og alle penge på Pouls konto, og ingen regninger eller husleje bliver betalt. Og da Poul kommer hjem fra hospitalet, går der ikke mange dage, før det banker på døren.

“Jeg anede intet, da udlejeren bankede på. Beskeden var kort. Du har ikke betalt din husleje i tre måneder, og du skal flytte ud i dag. Hvordan man kan tage alle penge fra en syg person, som ligger på hospitalet – det er ubegribeligt for mig, men dum var jeg jo at tro på, at han ville hjælpe mig.”

Hjemløs som 66-årig

Poul måtte pakke sit lange liv ned på kort tid og flytte det ind i et lille lagerrum. Pludselig stod han på gaden, hjemløs i en alder af 66 år, med et par plastikposer med lidt tøj.

“Jeg fandt en tom bygning med elektricitet og toiletter. Her sov jeg i en uge. Men jeg skulle stadig møde ind hos hjemmeplejen til tjek og blodprøver. Det var mit held. En af sygeplejerskerne sagde, der kan du ikke bo, og hun kontaktede herberger for at høre, om der var et ledigt værelse til mig.”

Poul flyttede ind på WeShelters herberg Kollegiet på Gl. Køge Landevej sidste sommer. Først på et lille værelse på seks kvadratmeter, men bor nu på et lidt større værelse på 12 kvadratmeter.

Efter han mistede alt på få år, er han langsomt i gang med at bygge sit liv op igen – et skridt ad gangen.

Et skridt mod et bedre liv

På herberget har Poul fundet lidt ro, og med støtte og hjælp fra personalet er han i gang med at tage små skridt ud af hjemløsheden.

“Jeg går ture hver dag, jeg kan ikke gå langt på grund af mine lunger, men jeg går hver dag. Det giver mig ro, og selvom jeg er meget langsom med dårlige lunger, så vil personalet gerne have mig med på tur. Det er dejligt at føle sig afholdt igen, og at der er nogen, som gerne vil være sammen med en,” siger Poul med et lille smil.

“Altså jeg har intet lige nu, han har taget hele min pension og sat mig i gæld. Men jeg har en sagsbehandler i kommunen, som hjælper mig med at søge førtidspension.” 

Pouls håb er, at han kan få førtidspension, inden han bliver folkepensionist til september, hvor han fylder 67 år.

“De bliver ved med at bede om lægeerklæringer og taler om arbejdsprøvning, men jeg håber bare, at de vil give mig førtidspension her de sidste måneder, inden jeg bliver folkepensionist,” siger Poul.

En rolig alderdom

“Jeg synes, jeg har været meget igennem på kort tid. Mere end et menneske bør opleve,” siger Poul og ser ud ad vinduet, hvor forårssolen står ind.

Nogle dage er sværere end andre for Poul, men han har det godt på herberget, hvor han har fundet venner blandt de andre beboere, som også har mærket livets hårde slag.

Selvom Poul mistede alt på få år, og han lige før pensionisttilværelsen står med ingenting tilbage, så drømmer han stadig om en rolig alderdom med de nærmeste omkring sig.

“Jeg håber meget, at jeg kan bygge mit liv op igen. Flytte ned mod Lolland, hvor min søster bor og komme tættere på, hvor min datter bor også, og så bare få en rolig tid efter et liv i helvede.”