Langt flere ældre end tidligere lever i hjemløshed. Det er en særlig sårbar gruppe i samfundet, og de færreste har ressourcerne til at opsøge den nødvendige hjælp og støtte. Hvordan kan vi som civilsamfund bedst træde til og give ældre hjemløse et værdigt og meningsfuldt liv? Det har Mie Maar Andersen, specialkonsulent fra Videnscenter om handicap, svaret på.
Den største stigning i hjemløshed i Danmark findes blandt ældre på 60 år og derover. Alene indenfor de sidste 10 år er mere end 60 % flere ældre endt i hjemløshed (Benjaminsen, Lars (2024)). “Hjemløs i Danmark: National kortlægning”. Vive). De fleste lever på gaden, bor på herberg eller overnatter på varmestuer. Det er sjældent et værdigt liv, og mange ældre hjemløse er tydeligt mærket af et langt liv med fysisk og psykisk mistrivsel.
I WeShelter ved vi, at civilsamfundet kan gøre en verden til forskel for dem, der lever på kanten af samfundet. Det gælder både hjemløse og tidligere hjemløse. Frivillige kan give støtte i hverdagen og bygge bro til nye givende fællesskaber, som hjælper ældre ud af hjemløsheden, og støtter dem i overgangen fra herberg til egen bolig. Men hvem tager initiativet, og hvordan overkommer vi de fysiske og mentale barrierer, der kan spænde ben for nye relationer?
Ikke den enkelte men omgivelserne
Mie Maar Andersen, specialkonsulent fra Videnscenter om handicap, er ekspert i, hvordan man hjælper mennesker med handicap ind i nye fællesskaber. Ifølge hende peger viden og erfaringer på, at det hverken er handicap – eller udsathed – som holder mennesker ude af fællesskabet. Det er derimod omgivelserne:
“Lad mig starte med at slå én ting fast. Det er ikke alene, fordi du er hjemløs, gammel eller bruger kørestol, som gør, at du ikke kan tage del i samfundets fællesskaber. Det er derimod omgivelserne i samfundet, som ikke er tilpasset til dig og dine forudsætninger. Så det er altså ikke din udsathed, i form af hjemløshed eller handicap, som forhindrer dig i at deltage i fællesskabet i bridgeklubben eller læseklubben på det lokale bibliotek.”
Fra værdiløs til værdifuld
Det kan være svært at bryde med overbevisningen om, at man ikke har noget at byde ind med, når man i en årrække har været tilskuer til andres liv.
“Hvis du gennem et langt liv aldrig har følt dig ønsket i et af samfundets fællesskaber – udover på bænken med andre hjemløse eller på herberget eller værestedet – så er det ekstra svært at tro på, at man kan blive en del af fællesskabet. Derfor er det ekstra vigtigt, at der bliver skabt en tryghed hos f.eks. Erik om, at han er velkommen, når han første gang skal banke på døren til bowlingklubben,” forklarer Mie Maar Andersen.
Det er ifølge Mie Maar Andersen meget ligetil at skabe den fornødne tillid og tryghed hos hjemløse ældre, som skal træde ind i et nyt fællesskab for første gang:
“Ja, det er faktisk ret enkelt. Altså, hvis vi eksempelvis tager Erik, som gerne vil starte i bowlingklubben. Så skal Erik have så meget viden som muligt. Han har brug for at vide, hvad det er for et bowlinghold, som han bliver en del af, hvor bowlingklubben ligger, hvornår de spiller, hvordan han kommer derhen og så videre,” forklarer Mie Maar Andersen.
Det starter med en invitation
Selvom det kan lyde relativt enkelt at hjælpe ældre ud af hjemløshed og social isolation, så er der især én indsats, som ifølge Mie Maar Andersen er altafgørende for, at det reelt kan lykkes at give dem modet til at træde ind i nye fællesskaber:
“Alle de undersøgelser, jeg har foretaget, og alt det arbejde, som vi laver i Videnscenter om handicap, viser, at vi kan lave nok så mange tiltag for at skabe bedre muligheder for deltagelse for mennesker udenfor fællesskabet. Men det er essentielt, at vi først og fremmest laver det håndholdte arbejde. Det handler helt konkret om at banke på døren og sætte sig ned med personen og tage den indledende og motiverende samtale om, hvad synes du er spændende? Hvad har du lyst til? Og derefter spørge, om du må hjælpe med at undersøge mulighederne for at gå til f.eks. modelflyvning eller dart.”
Hvor starter initiativet?
Men hvem skal tage hjem og banke på døren til den udsatte ældre eller hjemløse på herberget for at hjælpe det enkelte menneske ind i et nyt fællesskab? Det er lige her Mie Maar Andersen mener, at samfundsproblemet ligger i forhold til at kunne skabe reelle muligheder for at socialt udsatte mennesker kan blive en del af samfundets fællesskaber.
“I Danmark kræver det ressourcer at være i en udsat position, hvilket du er, når du står uden for samfundets fællesskaber. Samtidig har vi et væld af tilbud, men kun tilbud for dem, som har ressourcerne til selv at tage imod dem. Det er jo et paradoks,” slår Mie Maar Andersen fast og fortsætter:
“Mit håb er, at regeringen sætter midler af til at prioritere fællesskaber på fritidsområdet i Danmark, så vi kan få skabt flere tilbud, som har reelle deltagelsesmuligheder for mennesker, som står udenfor.”
Men midler er ikke nok, hvis man ikke også får opbygget et strukturelt og organiseret følgeskab til fællesskaber for mennesker, som ikke selv har ressourcerne til at tage skridtet ind i fællesskabet. Her mener Mie Maar Andersen, at civilsamfundsorganisationerne kan spille en afgørende rolle.
En at følges med
“Det er altafgørende, at vi prioriterer det medmenneskelige følgeskab, som civilsamfundsorganisationer kan bidrage med i form af frivillighed. For har du f.eks. som hjemløs ældre slået dig flere gange på systemet, så kan det være svært at skabe den relationelle tryghed for kommunens medarbejdere. Det er her civilsamfundet kan træde til med frivillige, som ikke repræsenterer systemet, men bare er et medmenneske, som vil give dig en hånd ud af isolationen og ind i et fællesskab,” forklarer Mie Maar Andersen og slutter:
“Så vil vi reelt bekæmpe folkesygdommen ensomhed for de mest udsatte i vores samfund og skabe et samfund, som har reelle deltagelsesmuligheder til samfundets fællesskaber for dem, som har allermest brug for det. Så er det selvfølgelig en opgave, som kommuner, civilsamfundet og regeringen kun kan løse – ja, i fællesskab. Kun således kan vi skabe fællesskaber for alle.”
