En gruppe unge fra Ungeherberget Sporsløjfen, Nøjsomhedsvej og Østre Gasværk Bofællesskab har besøgt Københavns Rådhus til en særlig rundvisning med både rådhuspandekager og politisk dialog på programmet.
De unge mødte de nyvalgte medlemmer af Borgerrepræsentationen, Casper Øhlers (Det Konservative Folkeparti) og Jakob Skyggebjerg (Radikale Venstre), som tog sig tid til at vise rundt og gå i samtale om hverdagsliv, håb og udfordringer.
For mange af de unge var det første gang, de trådte ind på rådhuset. Første gang de talte direkte med politikere. Og første gang de helt tæt på oplevede, hvor og hvordan beslutninger om deres liv bliver til. Det gjorde indtryk – både at blive lyttet til og at mærke, at deres stemmer hører hjemme i de rum, hvor beslutningerne træffes.
Rundvisningen markerer kulminationen på projektet “En stemme til udsatte unge”, som havde sit højdepunkt omkring kommunalvalget med lytte- og vælgermøder på Ungeherberget Sporsløjfen. Gennem projektet har vi arbejdet for at styrke unges demokratiske deltagelse og give unge i hjemløshed en oplevelse af, at deres perspektiver er vigtige.
En stor tak til Casper Øhlers og Jakob Skyggebjerg for rundvisningen og for at tage dialogen. Og ikke mindst tak til de unge fra Sporsløjfen, Nøjsomhedsvej og Østre Gasværk for at møde op og dele jeres perspektiver.
Tak også til Tuborgfondet for støtten til projektet og for at være med til at give unge i udsatte positioner en stærkere stemme i demokratiet.



