Vi skal gøre tingene anderledes

Socialminister Monika Rubin vil gøre op med et velfærdssystem, hvor mennesker skal passe ned i faste kasser. For hende handler værdighed for mennesker på kanten af samfundet om frihed, tillid og mindre ensomhed. Og om at møde mennesker, som de er.

Socialminister Monika Rubin træder smilende ind ad døren på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej i Valby. Herberget er en del af WeShelter, og dagens program er tætpakket. Inden en rundvisning på herberget, frokost i herbergets café og samtaler med flere af beboerne om deres hverdag, liv og drømme, har den nye socialminister takket ja til en samtale om socialpolitik, værdighed og de mennesker, der alt for ofte falder mellem systemets stole.

Fra sundhedsvæsenet til socialministeriet

Monika Rubin har i mange år beskæftiget sig med sundhed. Først som læge og siden som Moderaternes sundhedsordfører på Christiansborg. Og for hende er der en naturlig forbindelse mellem sundhedspolitik og socialpolitik.

For i mødet med sundhedsvæsenet har hun også mødt mennesker, som lever med social udsathed, og som ikke altid er blevet grebet godt nok af systemet.

“Det startede naturligt med sundhedspolitikken, fordi jeg kunne se i det system, jeg var en del af, at der var ting, der ikke fungerede, og jeg talte højt om det. I samme system har jeg også oplevet, at der var borgere, som jeg nu beskæftiger mig med på socialområdet, som vi virkelig ikke har været gode nok til at gribe – heller ikke i sundhedsvæsenet.”

Siden har hendes politiske arbejde givet hende et bredere blik på, hvordan
velfærdssystemet møder mennesker i social udsathed. Blandt andet som politisk ordfører og statsrevisor har hun været med til at rette kritik mod dele af socialområdet.

“Når vi har beskæftiget os med de allermest udsatte mennesker, så gør
vi det simpelthen ikke godt nok som samfund. Vi har fået skabt nogle kasser, som der simpelthen er nogle mennesker, der ikke passer ned i. Det bliver vi nødt til at gøre anderledes.”

Derfor handler socialområdet for Monika Rubin om nogle af de mennesker, som har allermest brug for, at velfærdssamfundet virker.

“Vi bliver som samfund nødt til at tage os af dem, der har det allersværest. Der var en, der engang sagde, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste borgere. Hvis ikke vi formår at gøre det bedre for dem, der lever helt på kanten af samfundet, så synes jeg, vi har et problem som velfærdssamfund.”
Monika Rubin, socialminister

Når mennesker ikke passer i kasserne

Når Monika Rubin skal pege på den største udfordring på socialområdet, kommer svaret hurtigt.

“At vi prøver at putte folk ned i nogle kasser, de ikke altid passer ned i.”

Det er en pointe, hun vender tilbage til flere gange. For hende handler det ikke kun om mere hjælp, men om en anden måde at indrette hjælpen på.

“Vi bliver nødt til at anerkende, at det ikke altid bare handler om flere penge og flere systemer. Nogle gange skal vi måske gøre tingene på en anden måde.”
Monika Rubin, socialminister

Det er netop den tanke, der ligger bag værdighedsreformen, som sendes i høring samme dag, som interviewet finder sted.

“Jeg arbejder faktisk lidt i to spor. Nu sætter jeg reformen i høring for at få de tiltag, vi allerede har aftalt, og som vi er enige om, ud at virke hurtigst muligt. Og så kommer jeg sideløbende til at arbejde i et styrkelsesspor.”
Monika Rubin, socialminister

Hvordan reformen konkret skal styrkes, kan hun ikke løfte sløret for.

“Men vi skal gøre endnu mere end det, vi allerede har aftalt i den værdighedsreform, som ligger på bordet. Og så er det enormt vigtigt for mig, at vi får tingene til at virke hurtigst muligt.

Værdighedsreformen

Værdighedsreformen skal skabe bedre hjælp til nogle af de mest udsatte mennesker i Danmark – blandt andet mennesker, som lever i hjemløshed, og mennesker, der kæmper med stærk afhængighed, psykisk sygdom og komplekse sociale
problemer.


Reformen skal blandt andet samle hjælpen i Gadens Huse i de større byer og mobile udsatte-enheder uden for de større byer. Her skal mennesker på kanten af samfundet kunne få lettere adgang til blandt andet social støtte, sundhedsfaglig
hjælp og rusmiddelbehandling.

Samtidig skal forsøgsordningen “Borger i Danmark” gøre det muligt at hjælpe nogle af de mest udsatte borgere dér, hvor de opholder sig – også selvom de formelt hører til i en anden kommune.

Læs mere her

Læs med

Du kan læse Magasinet Hjemløs 2026 online her.