“Jeg bad bare om tusind kroner”
Hvilke konsekvenser kan fattigdom få for menneskers liv i Danmark? Det sætter Jette Scholz Olsen ansigt og ord på i sin personlige historie om et langt liv, hvor hun forsørgede sig selv og sine børn, indtil hun som 57-årig blev syg med kræft – og blev hjemløs.
Det lyse hår er sat løst op i en lille hestehale, og under pandehåret lyser de blå øjne op. Man skulle ikke tro, at Jette, en livlig og nærværende kvinde, for seks år siden blev ramt af sit livs krise, da hun blev alvorligt syg. Men det blev Jettes virkelighed, da hun som 57-årig blev ramt af kræft, mistede sit job og endte i hjemløshed, fordi hun ikke kunne betale sin husleje.
Jette er vokset op på Vesterbro i København med sine forældre og store søster. På hjørnet af Helgolandsgade og Istedgade lå forældrenes bageri, som de havde overtaget fra Jettes morfar. Her blev der bagt brød i lange baner.
”Ja, mine forældre knoklede. De arbejdede også hele sommeren, så der blev min søster og jeg sendt på feriekoloni. Vi døtre skulle ikke mangle noget. Og det gjorde vi heller ikke, og vi var også de første, som kom til grisefest på Mallorca,” griner Jette og smiler stort.
Jeg er jo vokset op på Vesterbro, midt i udsatheden, mellem sexarbejdere, stofbrugere og mennesker på kanten af samfundet. Men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg selv en dag skulle blive hjemløs.
Efter folkeskoleårene på Gasværksvejsskole kom Jette i mesterlære som klinikassistent, selvom hun drømte om at få en studentereksamen, så hun kunne blive tandtekniker.
”Jeg var bagerens datter, så det var ikke mig, som blev hjulpet videre til en studentereksamen. Da jeg blev voksen og fik børn, lovede jeg mig selv, at mine børn ikke skulle arbejde hårdt som deres mor. De skulle alle have en uddannelse – og det har de fået, både mine to døtre og min søn”, siger Jette med stolthed i stemmen.
Jettes arbejdsliv har taget hende vidt omkring. Fra klinikassistent til sekretær for direktøren på Niels Brock, til blomsterdekoratør og dyrepasser i Zoologiske Have i København. Til tider havde hun to jobs, så hun kunne betale for privatskole for sine børn. Jettes sidste job var som gartner i et ejendomsselskab.
“Jeg havde et helt udeanlæg, hvor jeg kunne plante lige så mange blomster, som jeg havde lyst til. Det var bare så fantastisk. Men så blev jeg jo syg.”
Da Jette som 57-årig blev ramt af kræft, begyndte ikke bare en kamp mod syg dommen, men også hendes livs kamp for hjælp. En kamp, som hun aldrig havde troet, hun skulle kæmpe. Kræften gjorde Jette så syg, at hun måtte stoppe med at arbejde som gartner og kom derfor på sygedagpenge. På det tidspunkt havde Jette boet et par år i en lejelejlighed på Østerbro til 6.000 kr. i husleje.
”Ja, altså det var jo ikke en dyr husleje for en lejlighed i København. Men efter 22 uger på sygedagpenge røg jeg på kontanthjælp, så havde jeg 850 kr. tilbage til at leve for om måneden. Jeg var blevet ramt af kræft, men nu ramte fattigdom mig også.”
Kan man leve af kogt vand?
I den første tid forsøgte Jette at klare udgifterne til husleje, el, gas og mad ved at samle flasker i Fælledparken, som lå tæt på hendes hjem.
“Ja, det gik faktisk godt i starten med at klare huslejen. Jeg kan huske, at jeg havde en skål, hvor jeg lagde alle mine penge, som jeg fik fra at pante flasker,” siger Jette og samler sine hænder, så de former en lille skål.
Men så ramte Corona-epidemien Danmark, og pludselig var der ingen mennesker, som efterlod flasker på gaden. Jette måtte igen finde nye måder at skaffe penge til huslejen.
”Jeg ringede til udlejningsfirmaet for at høre, om jeg kunne bytte min lejlighed til en mindre og billigere lejlighed eller bare et værelse, men svaret var nej. Jeg kontaktede også herberger for at få et værelse, men fordi jeg ikke havde et misbrug eller var psykisk syg, så kunne jeg ikke få hjælp.”
Mens Jette kæmpede en hård kamp mod kræften, blev kampen om at skaffe penge til huslejen uovervindelig.
”Banken ville ikke låne mig penge, fordi jeg var syg med kræft. På kommunen bad jeg bare om 1.000 kr. mere om måneden, så jeg havde 1.850 kr. at leve for, men nej. Til sidst levede jeg af kogt vand og toastbrød,” forklarer Jette med alvor i blikket.
Fra lejlighed på Østerbro til hjemløs i Fælledparken
Efter en lang kamp for at få hjælp til huslejen, kunne Jette ikke se nogen anden udvej end at opsige sin lejlighed og flytte på gaden.
Jeg havde gjort alt for at få hjælp. Men der var ingen hjælp at hente fra velfærdssamfundet i Danmark, selvom jeg altid har arbejdet og betalt min skat.
Jette sagde sin lejlighed op, flyttede sine ting i et opmagasineringsrum, pakkede en rullekuffert med de vigtigste ejendele og flyttede fra Østerbro-lejligheden til Fælledparken med sin kat. Efter et par nætter i Fælledparken flyttede Jette til Kildevældsparken, hvor hun var mere tryg om natten. Om dagen gik hun i Østerbro Svømmehal for at vaske sig og børste tænder. Så gik Jette rundt i gaderne, mens hun ventede på, telefonen skulle ringe.
“Min sagsbehandler og alle andre, som jeg havde kontaktet, vidste jo godt, at jeg var blevet hjemløs. Men telefonen ringede ikke, så jeg måtte til sidst bide i det sure æble og ringe til mine børn dem havde jeg ikke fortalt, at jeg havde mistet min lejlighed”, fortæller Jette.
”Ja, de ville selvfølgelig have mig til at flytte hjem til dem, det er klart. Men nej, det skulle jeg ikke. Jeg ville ikke give dem ansvaret for mig og risikere at ødelægge vores forhold. Jeg ville klare mine problemer selv, som deres mor altid havde gjort. Lidt stolthed var det vel også”, siger Jette og smiler skævt.
Da Jettes børn ikke kunne lokke mor til at flytte hjem til dem, skaffede de en campingvogn, hvor Jette og hendes kat kunne finde ly og ro for en stund. Og en dag, da Jette var til kræftbehandling på Hillerød Sygehus, fandt sygeplejersken også ud af, at Jette var hjemløs.
”Ej, det kan simpelthen ikke passe, at du ikke kan få hjælp, sagde hun til mig. Så ringede hun rundt til herbergerne. Og pludselig fandt de et værelse til mig, selvom jeg havde mødt en lukket dør alle de gange, jeg selv havde rakt ud efter hjælp.”
Jette fik et værelse på herberget Hørhuset i København, hvor hun boede i fem svære år.
Det er et hårdt liv på et herberg – især som kvinde er du ekstra udsat. Der er så mange konflikter. Jeg husker, at jeg sad på mit værelse med mit håndklæde over armen og lyttede efter, hvornår der blev stille på gangen, så jeg kunne komme på toilettet. Jeg var i konstant alarmberedskab.
”Det kan ske for alle”
I januar i år fik Jette endelig et nyt hjem. En lille lejlighed i stueetagen, fordi hendes knæ ikke kan klare trapperne på grund af voldsomme senfølger fra kræftforløbet. Jette kæmper i dag med kronisk træthed, nerveskader, knogleskørhed og smerter i munden efter halvdelen af hendes kæbe er blevet fjernet på grund af kræften. På trods af alle Jettes smerter var det ikke nemt for hende at sige ja til en førtidspension.
”Jeg vil bare gerne arbejde, som jeg har gjort hele mit liv. Men til sidst sagde min læge, Jette, din krop kan ikke klare det. Så måtte jeg jo acceptere, at jeg skulle være førtidspensionist.”
Årene i hjemløshed sidder stadig dybt i Jette.
Jeg savner Jette, som jeg var før kræften. Jeg hoppede sgu ud i alt muligt. Efter livet i hjemløshed har jeg taget en rustning på, og tror ikke på nogen vil mig det godt.
“Jeg føler, jeg er blevet løjet overfor hele mit liv om, at vi har et velfærdssamfund, som griber dig, hvis du vælter – det passer ikke. For jeg bad faktisk bare om 1.000 kr. fra kommunen, så jeg kunne betale min husleje, mens jeg var syg. I stedet kostede jeg samfundet 1,6 millioner kroner for en herbergsplads i 5 år,” siger Jette og slår opgivende ud med armene og fortsætter:
“Og det kan ske for alle, at sygdom rammer. Så jeg fortæller folk, at de ikke skal tage for givet, at hjælpen er der.”
I dag er Jettes personlige kamp om at få hjælp slut. Men til gengæld er Jettes kamp for bedre rettigheder og støtte til hjemløse og udsatte i Danmark kun lige begyndt. Jette er medlem i SAND, de hjemløses landsorganisation, peer-frivillig i WeShelter, hvor hun deler sine erfaringer med hjemløse kvinder, og i HusForbi, hvor hun er med til at råbe politikere op.
Det kan sgu ikke passe, at der skal være hjemløse i rige Danmark. Og at vi ikke kan forebygge, at mennesker ender i hjemløshed. Det må vi kunne gøre bedre. Som det første skal der gøres noget ved kontanthjælpsloftet, som sender mennesker direkte ud i hjemløshed.
Jette drømmer om at skabe et samfund, som hjælper de mennesker på kanten, som hun voksede op i blandt på Vesterbro, og som hun selv pludselig blev en del af, da hun blev syg med kræft og mistede sit hjem.
“Ja, jeg drømmer om, at vi faktisk skaber det velfærdssamfund, som politikerne bryster sig af, at vi har for som det er nu, så er det altså ikke et velfærdssamfund for de mennesker på kanten, som har allermest brug for det.”
Om sin egen fremtid har Jette ingen drømme.
“Jeg tør ikke drømme om noget. Jeg tager bare livet en dag ad gangen. Og så prøver jeg at finde ro i mit eget hjem og sind. Det er først nu, at jeg er gået i gang med at rive mine plastrer langsomt af alle mine sår fra årene i hjemløshed. Men én ting er jeg lykkelig for, og det er, at jeg nu kan invitere mine fire børnebørn på besøg hjemme hos mig – og være en rigtig mormor.”
KVINDER I HJEMLØSHED
Kampen for kvinder i hjemløshed ligger især Jettes hjerte nær. Derfor er hun peer-frivillig i WeShelter, hvor hun deler sine erfaringer med hjemløse kvinder for at støtte og hjælpe dem til at finde en vej ud af hjemløsheden:
“Ligesom med ligestillingen, så er vi hundrede år bagud, når det handler om hjemløse kvinder. Men 23 % af hjemløse er faktisk kvinder, og hele 74 % af de hjemløse kvinder kæmper ikke bare med hjemløshed men også psykisk sygdom. Så hjemløse kvinder er ekstremt udsatte – især på herbergerne. Jeg har selv mødt mange kvinder, som er søgt væk fra herbergerne, fordi de ikke følte sig trygge. Så jeg drømmer om, at vi kan gøre det bedre for netop kvinder i hjemløshed.”
Læs med
Du kan læse Magasinet Hjemløs 2026 online her.
