Nyt magasin: Mange hjemløse og socialt udsatte kæmper med fattigdom. Hvad er deres udfordringer, og hvad skal der til for at skabe et samfund, hvor fattigdom ikke skubber dem, som kæmper mest, ud over kanten? Få svar i Magasinet Hjemløs 2026.
Har du nogensinde skulle vælge mellem at få mad på tallerken eller betale din husleje?
Sådan indleder WeShelters direktør, Ole Abildgaard Mikkelsen, Magasinet Hjemløs 2026. For selv i et af verdens rigeste samfund kan fattigdom skubbe mennesker ud over samfundets kant og holde mennesker fanget i hjemløshed. Derfor sætter vi i Magasinet Hjemløs 2026 fokus på, hvilke konsekvenser fattigdom har for hjemløse og socialt udsatte i Danmark.
“I WeShelter møder vi hver dag hjemløse og socialt udsatte mennesker, som lever i fattigdom. De springer måltider over, ligger søvnløse om natten af frygt for den næste regning, og kan ikke komme ud af hjemløshed, fordi de ikke har råd til huslejen,” siger Ole Abildgaard Mikkelsen, direktør i WeShelter og fortsætter:
“Derfor sætter vi i årets magasin fokus på, hvilke konsekvenser fattigdom har for hjemløse og socialt udsatte mennesker. Vi giver stemme til mennesker på kanten, så deres erfaringer bliver hørt og bliver en del af løsningen. Og vi spørger: Hvad skal der til for, at vi skaber et samfund, hvor fattigdom ikke fastholder mennesker i hjemløshed og ensomhed?”
Jeg bad bare om 1.000 kr.
En af stemmerne fra kanten er Jettes. Hun fortæller om et langt liv, hvor hun har forsørget sig selv og sine børn indtil hun som 57-årig blev syg af kræft, mistede sit job og ikke kunne betale sin husleje – og blev hjemløs. I dag har Jette endelig fået sit eget hjem – og nu kæmper hun for bedre rettigheder for hjemløse og socialt udsatte mennesker.
Du kan også møde Thomas, som har været frivillig i WeShelters økonomi- og gældsrådgivning i snart 10 år. Her møder han hjemløse og udsatte mennesker, som kæmper med gæld, ubetalte regninger og økonomisk kaos. Thomas fortæller om, hvordan han hjælper dem med at få styr på økonomien og lidt ro i sindet.
Vi skal gøre tingene anderledes
I årets magasin stiller vi også spørgsmål ved vores velfærdssamfund, som skal gribe os, når livet vælter. Læs om Danmarks nye socialminister Monika Rubins ambition om at skabe mere værdighed for mennesker på kanten – og om behovet for at gøre tingene anderledes og skabe et system, som møder mennesker, som de er.
Også Mark de Vos Dalhoum mener, at vi skal gøre tingene anderledes. I magasinet inviterer designeren og vinderen af DR’s program “Danmarks næste klassiker” dig indenfor i sit hjem og fortæller om, hvorfor han i finalen valgte at skabe et mesterværk til hjemløse.
Endelig kan du sammen med WeShelters protektor, H.M. Dronning Mary, besøge Ungeherberget Sporsløjfen. Her deler hjemløse unge deres fremtidsdrømme med dronningen. Drømme, som alle handler om at skabe sig et godt og værdigt liv.
God læselyst!




